GrafiskVærksted Vejle27. juni - 9. august 2020

"Spejling"

Efter en længere udstillingpause på grund af Covid19 er der nu igen mulighed for at nyde kunsten i Vejle Kunstforenings udstillingshus Møllen. der vil dog ikke være nogen fernisering på åbningsdagen

13 kunstnere fra Grafisk Værksted Vejle gæster igen i år Vejle Kunstforening fra 27. juni til den 9. august med udstillingen ”SPEJLLING”

 

Annette Zieraus værker tager udgangspunkt i ting og forhold, der gør indtryk på hende: Naturen eller lyriske og historiske oplevelser. Udtrykket er i den abstrakte retning, ofte med en relativ stram og minimalistisk ramme.

Ellen Susanne Baldus leder efter det store i det små – finder ofte inspiration til sine værker i naturen, i et stykke bark, en frønnet sten, en vandpyt. Hendes værker er træsnit, hun arbejder mest med store formater.

Pia Möller-Light kunstneriske proces tager enten med udgangspunkt i en idé eller et materiale. Idet hun arbejder med så forskellige medier som fotografi, grafik, installation og skulptur, hun lever og arbejder ud fra devisen: ”It´s a sad and a beautiful world”- en sætning der beskriver hendes tilgang til livet, verden og kunsten

Peter Wade arbejder med maleri og grafik. Gerne dybtryk og højtryk, pt. primært på træ, linoleum og acrylplade. Hans motiver kommer ofte som spontane tanker eller iagttagelser, f.eks. ved at kigge på en overflade eller landskabet.

Merete Wøldike Schmith er inspireret af den græske myte om den smukke Narcissos, der spejler sig til døde. Merete arbejder i Grafik -linoleumstryk/kridt/ akvarel.

Maibritt Larsson præsenterer udvalgte værker fra billedserien Speculum Corporis – ‘Kroppens Spejl’. Værkerne er en kropslig funderet undersøgelse af tilblivelse gennem materialitet og nærvær. Tegningerne er Kul, tusch og pigment på syrefrit bomuldspapir.

Elisabeth Kiefer Billedkunstner og skulptør, arbejder med grafik, tegning og skulptering. Hun arbejder ofte med temaer, hvor hendes grafik og skulpturer hænger sammen.

Claus Frederiksen workflow er egentlig ret klassisk. Tingene dukker op i hans hoved, han laver mange skitser, for at lave reality tjek på ideerne. Ud af 20 skitser, ender det ofte med 3-4 ideer til deciderede ”golden masters”. Claus arbejder primært i programmerne fra Adobe.

Heidi Hansine Kirkegaard Nielsen arbejder i feltet mellem grafiske teknikker og maleri og er optaget af emner der kredser om psykologiske og kønspolitiske temaer.

Malene Kløve Dalsgaards gennemgående træk er brugen af fundne og indsamlede materialer, som bearbejdes for at genanvende, værdisætte og skabe nye sammenhænge.

Værkerne ”Spejling” udspringer af hendes ophold på Færøerne i sommeren 2019. Indtryk og aftryk af de fascinerende træudskæringerne i den smukke kirke i Funige, er foreviget i træsnit som senere er trykt på papir i Grafisk Værksted, Vejle.

Birgit Kirke har en række fortællinger i træsnit, som tager udgangspunkt i hendes refleksioner over naturen i området ved Vadehavet, som hun er meget betaget af. Træsnittene er trykt i ganske få eksemplarer på 220g Fabriano Rosaspina papir, de er nummererede og signerede.

Niels Damgård har i det forgangne år eksperimenteret med forskellige former for monotypi. Unik grafik som ikke fremstilles i oplag, men kun et enkelt eksemplar, sideløbende med grafikken har han arbejdet med maleri og har forsøgt, at lade de 2 forskellige tilgange befrugte hinanden. Motiver fra maleriet er blevet til grafik og omvendt.

Birgit Frederiksen, Grafiker, Multimedie Kunstner, Illustrator, Lærer & Kunstterapeut finder sin inspiration i mennesker, kultur, diversitet og livet generelt. Hendes grafiske tryk er udarbejdet i forskellige teknikker hvor hun bl.a. eksperimenterer med træsnit, linoleumsnit, ætsning og akvatinte udarbejdet som både dybtryk og højtryk.